Ensomheden kan virke overvældende, når man forsøger at bryde med et negativt kontrollerende fællesskab. For nogle er den så voldsom, at de opgiver bruddet eller søger tilbage til det samme fællesskab. Måske får ensomheden dem til at søge direkte over i et nyt fællesskab.
Både op til, under og efter bruddet med fællesskaber kan ensomheden fylde nærmest hvert et åndedrag man tager. Når ensomheden er så stærk en følelse, samtidig man måske er fyldt med frygt for repressalier eller udstødelse, bliver den samlede belastning voldsom.
Ofte er det svært at finde nogen at tale med om tvivlen og bruddet, fordi dem man kender, er en del af det miljø, som man er i færd med at forlade. Der følger ofte både skam, selvbebrejdelser og forvirring med, som gør det svært at bede om hjælp udenfor det kontrollerende fællesskab. Og ikke sjældent, kan det være svært at finde nogen udenfor miljøet, som forstår dybden og kompleksiteten, hvilket fodrer ensomhedsfølelsen endnu mere.
Der er dog håb og hjælp at hente. Mange er gået det samme igennem før dig, og er lykkes med at etablere sig på ny, med nye sunde fællesskaber. Deres ensomhed er skrumpet og nogle af dem har givet deres erfaringer videre, så vi kan målrette hjælp til de næste.
LivsAnker tilbyder fællesskab med andre, som også har oplevet kontrollerende miljøer. Her øver vi os i at være en del af et ”ikke-alt-opslugende-fællesskab”. Vi bruger fællesskabet til at spejle os i andre, og til at inspirere hinanden til det frie liv og restitution.
Der er også mulighed for at få individuel hjælp og gruppeforløb, hos professionelle og erfaringspersoner, som forstår kompleksiteten og dybden af brud med negativ social kontrol.