Min verden blev forandret for altid, og jeg var overladt til mig selv i forsøget på at forstå, hvad der skete, og til at blive genetableret. Udenpå en etnisk dansk kvinde, inden i fra en anden verden.
Jeg blev pludselig overladt til mig selv, i en verden jeg indtil da, havde lært at lægge afstand til. En verden, som jeg havde lært at afsky, mens jeg skulle vente på at Gud ville rense jorden for den råddenskab der var i den.
Den ”værktøjskasse” jeg havde med hjemmefra, var slet ikke tilpasset det liv, som jeg kom til at leve fremadrettet.
Jeg brød med et parallelsamfund, som på overfladen så rimelig harmløs og poleret ud, men som på bagsiden, var en lukket kristen dommedagssekt. Et miljø med en stærk hierarkisk opbygning og kønsroller, hvor kvinder og børn altid var underlagt mænd. Der var sindelagskontrol, informationskontrol, socialkontrol og stikkerpligt. Omverdenen kunne ikke hjælpe mig med den hjernevask og stærke indoktrinering, som jeg voksede op med, og den kunne ikke tilbyde hjælpe til den sociale udstødelse, som jeg blev udsat for af hele menigheden og min egen nærmeste familie. Det måtte jeg selv håndtere.
Omverdenen så ikke de indre kampe jeg bar på, den sorg jeg skulle håndtere, den famlende og til tider vilde livsførelse, som jeg levede i forsøg på at lære og tilpasse mig. Jeg var i verden en rum tid, uden et kompas at gå efter. Jeg nåede at skaffe mig nye problemer i forsøget af at fjerne mig fra gamle problemer. Fordi jeg ikke vidste bedre og manglede muligheder.
Jeg skulle integreres i en ny måde at være i verden på. Det blev i mange år, ved egen hjælp. Sidenhen har jeg selv stykket alverdens tilbud med hjælp til selvhjælp sammen, psykologbehandlinger og meget andet – til min egen helingsrejse. Ingen af dem, har haft den egentlige årsag til mit behov for hjælp, som en målgruppe – nemlig den religiøse negative socialkontrol.
Derfor er det vigtigt for mig, at en forening som LivsAnker findes. Her tør vi godt at tage religiøse bagsider alvorligt, og tilbyde målrettet hjælp til selvhjælp. Uafhængigt om du er mand, kvinde, forælder, queer eller noget helt andet.
Til mit held, har jeg besiddet en stærk livsgejst, viljestyrke generelt og en nysgerrighed. Jeg har evnet at få mig et rigtig godt liv til trods. Men det er ikke uden ar. Og jeg kan se i dag, at mit brud og opvækst ikke blot handlede om at gå min vej, men derimod er et livsvilkår, som jeg skal lære at acceptere og leve godt med.
Som tiden er gået, kan jeg bedre og bedre se, alle de kvaliteter og erfaringer jeg har fået som bonus i mit liv. Både fra min tid i og efter det kontrollerende fællesskab. For der er altid nuancer og flere sider af samme sag, også i kontrollerende fællesskaber, ellers virkede de ikke så tillokkende.
Mit ønske er, at de næste vil have et sted at få den fornødne støtte og hjælp til selvhjælp, hvis de vil.